• Ny badmintonlinje på Haarby Efterskole
  • Glade elever på Haarby Efterskole
  • Håndboldlinjen på Haarby
Se facebook opslag

Global perspective - udvid din horisont

I dette fag får du mulighed for at arbejde med en række spændende globale emner, som du selvstændigt skal undersøge og reflektere over på tre forskellige niveauer: personligt, lokalt/national og globalt.

Målet med faget er, at du får udviklet og anvendt en række kompetencer, snarere end det handler om, at du får en bestemt viden. Du vil få øvet dig i at indsamle, komprimere og formidle information. Du vil blive udfordret samarbejdsmæssigt, når du sammen med din gruppe skal planlægge og udføre et projekt. Du vil lære at analysere og evaluere de processer og produkter, som du selv er med til at frembringe. Og endelig vil du lære at udvikle og underbygge argumenter for de budskaber, du gerne vil have ud.

Der vil blive undervist på engelsk, og du vil skulle arbejde på engelsk, men det er ikke det engelsk faglige, der er det vigtigste. Du behøver altså ikke at kunne udtrykke dig fejlfrit hverken mundtligt eller skriftligt, men det er naturligvis en forudsætning, at du kan gøre dig forståelig om de emner, der arbejdes med.

Du skal i løbet af året arbejde med to emner. Hver af disse afsluttes med en rapport på mellem 1500-2000 ord. De overordnede emner er givet på forhånd, og indenfor disse skal du vælge et bestemt fokusområde som du skal behandle ud fra et personligt, lokalt/nationalt og globalt perspektiv. Hver rapport bliver bedømt og resultaterne vil indgå i den samlede endelige karakter.

Derudover skal du i løbet af året være en del af en gruppe, der også skal vælge et emne at undersøge på de tre niveauer; personligt, lokalt/nationalt og globalt. Sammen med gruppen skal du udvikle et projekt, der har at gøre med det emne, I har valgt, og det er et krav, at I har kontakt og samarbejder med mennesker fra en anden kultur, et andet samfund eller land. Projektet og processen bliver evalueret - dvs. du og din gruppe får en karakter for dette, som vil indgå i din endelige karakter.

Faget afsluttes med en skriftlig eksamen på 1 time og 15 minutter, hvor der på baggrund af forskellige kilder skal besvares spørgsmål, der viser hvor god du er blevet til at identificere og analysere emner, skelne mellem fakta, meninger og forudsigelser, identificere og evaluere mulige fremtidige scenarier samt de andre kompetencer, som du har øvet dig på undervejs.

De overordnede emner er f.eks. trossystemer, biodiversitet og tab af økosystemer, klimaforandringer, konflikt & fred, uddannelse for alle, arbejde & arbejdsløshed, energi, mennesker og andre arter, sprog og kommunikation, fattigdom og ulighed, sport og fritid, handel og bistand, tradition, kultur & identitet og flere andre.                                                                                                                                                                                

Hvis du vælger dette fag, skal du være indstillet på at arbejde meget selvstændigt og projektorienteret. Læreren må undervise i teknikker/kompetencer og fungere som vejleder, men må IKKE hjælpe dig sprogligt eller pege dig i en bestemt retning. Med andre ord skal du være indstillet på at finde dit indre drive og selv tage det fulde ansvar for det, der bliver lavet/afleveret.

Hvis du interesserer dig for den verden, du er en del af og gerne vil tilegne dig en masse kompetencer, som du vil kunne bruge resten af livet, og hvis du elsker at tale engelsk og har lyst til en udfordring, så er Global Perspective noget for dig.

Haarby Efterskole - Assensvej 8 - 5683 Haarby

E-mail: he(at)haarbyefterskole.dk

Tlf.: 64 73 33 10

instagram