Sund kost

Sund og spændende mad til aktive unge

Forsiden » Elev på Haarby » Sund kost

Sund kost

Det kræver en masse energi at gå på Haarby Efterskole. Derfor serverer vi sund og lækker mad, der giver vores elever det brændstof, de har brug for, for at kunne løbe, lære og deltage aktivt i fællesskabet.

Dagens madrytme

På Haarby Efterskole serverer vi dagligt 6 sunde måltider – 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider.

Morgenmåltidet består af en varieret morgenbuffet med både brød, frugt og diverse morgenmadsprodukter.

Hver dag til frokost serveres en varm ret bestående af kød, kartofler, ris eller pasta, hjemmebagt brød og salat eller grøntsager. Hver anden uge består frokosten enten af en vegetar- eller fiskeret.

Aftensmaden er kold mad med lune retter og grønt. Derudover serveres der mellemmåltider, som oftest er gulerødder, forskellige brødtyper og tilbehør. Til alle måltider serveres vand som drikkelse. I weekenden serveres en særlig morgenmad, som blandt andet inkluderer rundstykker, juice, frugt og lidt sødt.

Lækker, sund mad til alle

Vi læner os kraftigt op ad de officielle kostråd og serverer frugt og grønt til alle måltider. Vores frugt til mellemmåltiderne er økologisk, og vi serverer desuden økologisk minimælk. Vi har fokus på mad lavet fra bunden og bager vores brød selv. Vores mål er at motivere vores elever til at have en sund livsstil, men uden at være fanatiske. Derfor er der selvfølgelig fløde i flødesaucen …

Køkkenet på Haarby Efterskole vil også gerne tilgodese unge med allergi og/eller intolerans og tilbyder selvfølgelig gluten- og laktosefri mad til elever, som har brug for det.

Nye smagsoplevelser

På Haarby Efterskole er ingen dage ens. Eleverne har en travl hverdag fyldt med sport, læring, socialt samvær og helt nye oplevelser. Derfor sætter vi en ære i at servere spændende mad og præsentere eleverne for nye smage, dufte og retter. Det er vigtigt for os, at alle smager på den mad, der bliver serveret og derigennem får nye smagsoplevelser. Vi vil nemlig gerne udfordre vores elever.

Sommetider bruger vi også specielle råvarer i madlavningen og lader vores elever gætte sig frem til dagens ret, så de får øget deres viden om mad.

På Haarby Efterskole har vi også et stort fokus på madspild. Derfor inddrager vi også eleverne i diskussionen og afholder f.eks. konkurrencer i, hvilken kontaktgruppe der kan producere mindst affald efter et måltid. Derudover opfordrer vi eleverne til at tage mindre portioner og i stedet gå flere gange.

Køkkentjans – en uge i køkkenet

Alle elever på Haarby Efterskole er en uge i køkkenet, hvor de hjælper til med at gøre klar til frokost og aftensmad. Det betyder, at eleverne er med til at lave alt forefaldende arbejde i køkkenet. Eleverne hjælper både med at bage, lave varm og kold mad og gøre rent. Køkkentjansen tilpasses selvfølgelig til den enkelte elevs skema, og der tages hensyn til vigtige sportskampe og undervisning.

Køkkentjansen giver eleverne et indblik i, hvordan maden tilberedes, og hvordan det er at være en del af et team. I dagligdagen er køkkenet et travlt sted med mange opgaver, men der er altid tid til en hyggelig sludder. Køkkentjansen er med til at give eleverne en oplevelse af, at madlavning ikke blot er en sur pligt, men en anledning til at samles om et fælles projekt.