Årets gang

Et efterskoleår fyldt med oplevelser

Forsiden » Elev på Haarby » Årets gang

Årets gang

Masser af oplevelser

Et efterskoleår på Haarby Efterskole er fyldt med oplevelser. Glæd dig til nogle uforglemmelige og hektiske introdage, spændende linjeidrætsdage, gallafest og den sidste tid på efterskolen, hvor vi ser tilbage på det år, vi har haft sammen og krammer på gensyn.

Nedenfor kan du læse videre om nogle af de særlige tiltag, der er på skolen i løbet af et skoleår.

Introdage

Den første tid på skolen er noget helt særligt. Du skal vænne dig til at dele hjem med 120 andre unge, indfinde dig i en ny hverdag, møde nye lærere og knytte nye venskabsbånd.

I introdagene sørger vi for at introducere alle til deres nye hverdag på Haarby Efterskole. De første dage byder bl.a. på:

  • Træning på din idrætslinje
  • Kreative opgaver
  • Fællessang og historiefortælling
  • Information om skolen
  • Overnatning uden for skolen med lejrbål, hygge og samvær

Vigtigst af alt, handler de første dage om, at du lærer dine nye efterskolekammerater at kende. Først på værelset, så i kontaktgruppen, dernæst i stamgruppen og til sidst på tværs af hele skolen.

Fagdage

Fagdagene er som oftest halve dage, hvor du og dine klassekammerater kommer til at arbejde intenst med et specifikt fagområde. Det kunne f.eks. være en tyskdag, hvor alt på skolen foregår på tysk.

OSO – Obligatorisk Selvvalgt Opgave

OSO handler om din fremtid. Opgaven laves i løbet af 5 hele dage med optaktsdage nogle uger i forvejen. Opgaven munder ud i en skriftlig rapport med mulighed for fremlæggelse. Under opgaveforløbet får du selvfølgelig vejledning fra en udvalgt lærer.

Arbejdsproces, produkt, fagligt indhold, informationssøgning og eventuel fremlæggelse vurderes i en skriftlig udtalelse, der vedlægges prøvebeviset. Hvis du ønsker det, kan du få en samlet karakter for hele opgaveforløbet.

Eleverne har 4 hele dage plus 1 optaktsdag = vejledningsdagen.

Galla

Efterskolens gallafest er noget helt særligt. Festen finder sted i den sidste uge på skolen og er en aften, hvor der er tradition for elegante kjoler og flotte jakkesæt. Det hele kulminerer i en fantastisk gallafestmiddag med underholdning og sjove indslag. Det er en smuk afslutning på efterskoleåret, som mange husker tilbage på med glæde.

Efter festmiddagen bydes der op til dans –først lancier, som er øvet i forvejen, og herefter fri dans.

Outro

I outrougen gælder det om at få sagt ordentligt ”på gensyn” til hinanden. Vi starter ugen med at tage væk fra skolen og ud i naturen i 21 dag, hvor vi sammen mindes året, der ergået. Vi plejer at tage til Helnæs Mølle, hvor du bor sammen med din kontaktgruppe i indianertelte med en fantastisk udsigt over Helnæsbugten. Du cykler selv ud til møllen med den oppakning, du mener, du har brug for.

Helnæs Mølle er et dejligt naturområde, hvor vi kan bade, sejle i kano, surfe eller spille bold med og mod hinanden. Vi afholder også et mindeløb, hvor episoder fra årets gang indgår.

Rejser

På Haarby Efterskole er vi ude at rejse tre gange om året. Læs mere om vores sportsrejse, studierejse og skitur.

Krea

Kreativt projekt – læs mere her