Efterskoleforældre: Vores børn savner deres hjem

På Haarby Efterskole er intet, som det plejer. Lokalerne er ved at blive malet (er aflåste), fodboldbanerne er nyslåede men ligger ellers øde hen. Skolen der for blot et par uger siden var hjem for 125 elever, står nu næsten tom. Kun skolens pedel, rengørings- og køkkenpersonale er fast på skolen. Lærere og ledelse møder ind en gang imellem. Og selvom det danske samfund langsomt er ved at vende tilbage til hverdagen, henligger efterskoleelevernes vilkår stadig i uvished. Det tager hårdt på de unge elever ikke at vide, hvornår de kommer tilbage, mener flere forældre.

”Jeg husker tydeligt pressemødet, før efterskolerne lukkede. Mette Frederiksen var kun halvvejs i sin tale, da min telefon ringede. Min datter, som er elev på Haarby Efterskole, havde tusind spørgsmål, og over telefonen kunne jeg fornemme, hvordan en stemning af rodløshed og panik begyndte at sprede sig blandt de unge.

Det skete så abrupt. De unge gik fra knap nok at vide noget om coronavirussen og dens konksekvenser til nærmest at blive fjernet fra deres hjem,” fortæller Lise Lystlund.

Og det er en fortælling, der vækker genklang hos flere efterskoleforældre – og som kun er blevet forstærket over tid:

”Lige nu er Haarby Efterskole min søns hjem, og det har det været, siden han startede i august. Han taler altid om at komme ”hjem til skolen”, og lige nu er det den følelse af hjemlighed, han savner. Indtil videre har han klaret forandringen rigtig godt, men der er ingen tvivl om, at håbet langsomt forsvinder, og frustrationen bliver større,” istemmer Helle Grønkjær, som ligeledes er mor til en elev på Haarby Efterskole.

”Det er svært ikke at miste gejsten”

Da efterskoleeleverne blev sendt hjem, regnede langt de fleste med at vende tilbage efter 14 dage. Men efter flere forlængelser af efterskolernes nedlukning, begynder elevernes forældre nu at mærke, at de unge er ved at miste gejsten:

”Teknisk set fungerer onlineundervisningen rigtig godt. Men jeg kan også godt mærke, at det er svært for de unge at blive fanget af det, fordi de gør det alene. Min bonussøn har et stort savn til den ungdomskultur og det fællesskab, der er på Haarby Efterskole, og det er svært for ham ikke at miste gejsten.

Han var jo blevet stillet i forventning, at man kunne komme tilbage efter påsken – og de fire ekstra uger herhjemme er svære for ham at overskue,” siger Jan Lundgaard, hvis stedsøn går på Haarby Efterskole.

Også Henriette Andersen nikker genkendende til den voksende følelse af håbløshed:

”Situationen er simpelthen så forfærdelig. Min datter savner samværet med sine gode venner – og ikke mindst hendes lærere. Hun er dybt ulykkelig over at være revet væk fra skolens fællesskab fra den ene dag til den anden.

Da det kun var 14 dage, havde hun en fornemmelse af, at det hele nok skulle gå – men nu er det blevet så omfattende, og det er meget hårdt for hende.”

Indtil genåbningen eksisterer efterskolefællesskabet kun på afstand

Der er ingen tvivl om, at noget af det unikke ved et efterskoleophold er fællesskabet. Og det er netop også fællesskabet, eleverne savner. Noget, skolen og eleverne indbyrdes finder kreative løsninger på.

Ligesom mange andre danskere, bruger efterskoleeleverne særligt sociale medier og videotjenester til at holde kontakten ved lige – og ikke kun for at snakke, men også for at gøre ting sammen – så almindelige hverdagsbegivenheder som at se film, TV eller spille computerspil.

”Min søn er uden tvivl mere på sociale medier, end han plejer. Han spiller også meget computer med sine efterskolekammerater – og faktisk kan hele natten let forsvinde, når han sidder og spiller med sine kammerater. Det er deres måde at være sammen på nu,” siger John Fohlman, hvis søn går på Haarby Efterskole.

Isolationen giver grobund for mange kreative løsninger på det sociale samvær, erfarer Henriette Andersen, som også er mor til en elev på Haarby Efterskole:

”Min datter og hendes værelseskammerat har haft en tradition, hvor de spiste nudler og så Paradise Hotel sammen, når de var på skolen. For nylig kom jeg ind på hendes værelse herhjemme, hvor hun sad og spiste nudler, imens Paradise Hotel kørte på skærmen, og hendes værelseskammerat var med på et videoopkald. De knævrede løs, og det var så fantastisk at se.”

Lise Lystlund har også oplevet det virtuelle fællesskab, hendes datter har fået i denne tid:

”Haarby Efterskole er rigtig gode til at skabe en form for sammenhold i en mærkelig tid. Min datter skriver løs i Messenger-grupper med sine værelsesveninder, sin kontaktgruppe og også i større grupper. Det giver hende lidt nærvær i en tid fyldt med uvished, og et møde med kontaktgruppen kan nemt vare flere timer,” siger hun med et smil og afslutter:

”Men i sidste ende er det jo bare en trøstepræmie.”

Det sker

Kompetent lærer søges
Nyheder

Kompetent lærer søges

Haarby Efterskole søger én dygtig lærer pr. 1 august 2020 eller snarest derefter. Der er tale om en fast stilling på 100%.

Læs mere >
Besøg os 26. august
Begivenheder

Besøg os 26. august

Vil du have et fantastisk efterskoleår med masser af nye venner? Vil du styrke din faglighed og blive bedre til din yndlingsidræt? Er du engageret i fodbold, dans, håndbold eller badminton? Så må du ikke snyde dig selv for at besøge Haarby Efterskole. Vi har et tilbud om 10. klasse, som er svært at sige nej til, og hvor du kommer til at udvikle dig personligt, socialt og fagligt.

Læs mere >
Første skoledag
Begivenheder

Første skoledag

Vi glæder os til at se det nye elevhold og deres familier til første skoledag søndag d. 9. august 2020.

Læs mere >
Håndtering af Coronavirus
Nyheder

Håndtering af Coronavirus

Nyeste information om Haarby Efterskoles håndtering af Coronavirus.

Læs mere >