• Idrætslinje og studieretning på Haarby Efterskole
  • Idrætslinje og studieretning på Haarby Efterskole
  • Idrætslinje og studieretning på Haarby Efterskole
  • Idrætslinje og studieretning på Haarby Efterskole
  • Idrætslinje og studieretning på Haarby Efterskole
  • Idrætslinje og studieretning på Haarby Efterskole

Mad og måltider til fysisk aktive unge på Haarby Efterskole

Det kræver en masse energi at gå på Haarby Efterskole, og uanset hvilken idrætslinje du har valgt, brænder du en masse energi af i løbet af en dag, og den skal du have opbygget igen gennem en sund og alsidig kost.

I køkkenet på Haarby Efterskole arbejder vi ud fra de officielle anbefalinger om korrekt ernæring til unge, der er fysisk aktive. Afsættet er de nyeste kostråd, og alle måltider planlægges ud fra disse.

Vores højeste prioritet er at få tilberedt veltillavet, alsidig og ernæringsrigtig mad, som eleverne glæder sig til at spise.

Vi har fokus på mad lavet fra bunden, friske råvarer, årstidssvarende, som udgangspunkt danske produkter og enkelte økologiske produkter. I madlavningen benytter vi oftest planteolier til stegning/braisering og er opmærksomme på begrænsning i brugen af salt og sukker. 

Derfor bager vi for eksempel også vores brød, rugbrød og kager selv. Brødet er bagt med hvede-, fuldkorn- og rugmel samt forskellige kerner. Anbefalingerne lyder på at du skal spise 75g fuldkorn om dagen, hvilket svarer til en portion havregryn og 1 til 2 skiver rugbrød. Brødet, vi bager, vil fint dække dette behov.

Frugt og grønt tilbydes til de fleste af dagens måltider, hoved som mellemmåltid. Målet er at få eleverne til at spise de anbefalede 600g frugt & grønt om dagen. Derfor serveres der også altid en varm vegetarret hver anden uge.

Anbefalinger for indtag af mælk lyder på ½ liter mælk om dagen, derfor tilbydes der hver dag til morgenmad minimælk. Af øvrige mejeriprodukter tilbydes der surmælksprodukter med maks. 1,5 % fedt, fast mager ost og friskost samt  smørblandinger.

Der serveres hver dag kød, fisk og fjerkræ, enten som en del af det varme måltid eller som pålæg i det såkaldt kolde måltid. Fedtindhold i kødet varierer, afhængig af kødstykke og type, men er som udgangspunkt maks. 10 %. Der varieres mellem rødt og lyst kød, hvor rødt kød er kød fra får, okse og gris og lyst kød er fra kylling og kalkun. 

Fisk indgår fast hver dag i det kolde måltid og er oftest tun, makrel, sild eller torskerogn tilberedt og anrettet på forskellige måder. I det varme måltid er det oftest én gang hver anden uge, og type af fisk varierer fra for eksempel torsk, laks og hokifilet. 

Måltiderne på skolen består af 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider.

Morgenmåltidet består af forskellige morgenmadsprodukter - for eksempel cornflakes, havregryn og hjemmelavet müesli, lunt franskbrød, rugbrød og knækbrød, smørblanding, honning, ost, marmelade, frugt samt kaffe og te.

Det varme måltid er på hverdage kl. 11:45 og består af bl.a. kød, grøntsager, pasta/ris/kartofler og brød.

Det kolde måltid er på hverdage kl. 18:00 og her serveres udover kød- og fiskepålæg, æg, leverpostej og en lun ret.

Mellemmåltiderne (formiddag, eftermiddag og sen aften) består af rugbrød, knækbrød, andet brød, frugt og gulerodsstave, honning, marmelade og variation af ost og pålæg. Som ekstra til de meget sultne er der altid rugbrød, mælk og pålæg i tekøkkenets køleskab.

Til alle måltider udover morgenmåltidet serveres vand som drikkelse.

Hver fredag serveres der kage, og i weekenden tilbydes en dessert. Søndag morgen hygges der med en lidt anderledes morgenmad som består af juice, rundstykker, pålægschokolade, chokolademüesli og frugt.

For os er køkkenet et hyggeligt samlingssted for elever og personale og udover de 3 personaler, køkkenleder, kok og delikatesseassistent er der hver dag 4 elever, der deltager i madlavningen og oprydning efter frokost og aftensmad.

Vores fornemste opgave som køkken er at bibringe eleverne et kendskab til det at lave sund, velsmagende og veltillavet mad på en god og hygiejnisk måde og samtidig med guide dem i at samarbejde som et team med en anerkendende tilgang.

Haarby Efterskole - Assensvej 8 - 5683 Haarby

E-mail: he(at)haarbyefterskole.dk

Tlf.: 64 73 33 10

instagram