Vores håndboldlinje

Haarby Efterskoles håndboldlinje er for dig, der brænder rigtigt meget for håndbold, og som ønsker et efterskoleår med masser af seriøs og intensiv håndbold på programmet.

Vores håndboldlinje stiller krav til dig som spiller. Du vil opleve, at: 

  • Vi tager håndbold 100% seriøst
  • Vi træner som var det klubhåndbold og spiller turneringskampe under FHF. Målet er at spille divisionshåndbold
  • Vi stiller store krav til hinanden
  • Vi har et ønske om at udvikle dig - både som håndboldspiller og som menneske

Træning

Vi træner håndbold 3 gange 1½ time om ugen på håndboldlinjen, og håndboldtræningen er kendetegnet ved, at vi har stor fokus på den individuelle tekniske udvikling af spillerne. Vi forventer, at alle brænder for at spille håndbold, så vi kan træne med høj intensitet og godt humør. Vi er 2 håndboldtrænere på gulvet til alle træninger, så der er mange muligheder for specialtræning. For eksempel er specialtræning for målmænd et område, vi har særligt fokus på.

"Jeg har udviklet min håndbold meget, både spillemæssigt og fysisk, ...rigtig god og seriøs træning på håndbold" (Bay, årgang 10/11)


Den fysiske træning og herunder skadesforebyggende træning er også et område, vi prioriterer højt, og det indgår som et naturligt element af den daglige træning. En del af den grundlæggende fysiske træning vil også foregå i valgidrætsmodulet i form af triathlontræning.

Den taktiske træning er naturligvis tæt forbundet med håndboldlinjens turneringsprogram, og den del vil op til kampe blive vægtet højere. Det er naturligvis også et fokuspunkt for vores træning, at vi kan udvikle spillerne taktisk, dvs. udvikle spilforståelsen og lære nye spilsystemer.

Til dagligt træner piger og drenge ofte i samme hal, hvilket giver et godt socialt sammenhold på håndboldlinjen, og nogle øvelser kan trænes sammen. Men en stor del af træningen foregår kønsopdelt eller opdelt efter niveau eller position, især med henblik på at kunne udfordre og udvikle alle spillere.

Kampe

Haarby Efterskole har som mål at stille med et pige- og et drengehold under FHF, og dermed spiller vi med i den normale klubturnering. Afhængig af kvalifikationskampenes udfald og vores egen styrke, bliver vi placeret i en række der matcher vores niveau, men ambitionen er at spille divisionshåndbold!

Skoleligaen i Håndbold er en turnering for de bedste skolehold i Danmark og er et tilbud til skoler i Danmark med håndboldlinier, hvor håndbold indgår som et væsentligt element i undervisningen over et helt skoleår. Formålet med Skoleligaen i Håndbold er at tilbyde de bedste ungdomsspillere i Danmark en turnering i skoleregi, som er attraktiv og udviklende. Se http://www.skoleligaen.dk/

Derudover deltager vi i Efterskolernes Håndboldturnering, der samtidig er kvalificerende til Danmarksmesterskabet for Efterskoler.

"Fedt at få en ny retning på ens håndboldtræning, fedt at være på linien" (Alba, årgang 10/11)

Som en del af vores samarbejde med HC Odense skal håndboldlinien gennem året både overvære kampe, se træning og få træning af HC Odenses spillere og trænere. Derudover har vi et samarbejde omkring HC Odenses Talenttrupper.

I løbet af året har vi via et godt samarbejde med de nærliggende efterskoler og håndboldklubber mulighed for at tilrettelægge diverse træningskampe og træningssamlinger. Vi får hver år besøg af trænere udefra,og  i år har Kasper Søndergaard og Ulrik Kirkely A-landsholdstræner, været gæstetrænere.

Hvis du har ønske om at spille kampe eller træne for din hjemklub i løbet af året, laver vi individuelle aftaler om omfanget.

Husk at du også kan spille strandhåndbold på HE.

Træneruddannelse

Haarby Efterskoles håndboldlinie tilbyder en træneruddannelse gennem et samarbejde med Dansk Håndbold Forbund. Se http://www.dhf.dk/ Så i løbet af året kan du, hvis du har en trænerspire i maven, gennemgå dele af DHFs børnetræneruddannelse og dermed kvalificere dig til et trænerjob. Som en del af uddannelsen er der indlagt idrætsteori, der er obligatorisk for hele håndboldlinien.

Sportsrejse

I efteråret tager vi på en fælles sportsrejse til Spanien, hvor vi skal styrke fællesskabet og træne intensivt på håndboldlinjen!

Hvilken studieretning?

Ud over en linjeidræt skal du også vælge en studieretning. Du kan vælge mellem Global, Science, Fitness og Business.

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Haarby Efterskoles håndboldlinje.

Følg os på Facebook.

Haarby Efterskole - Assensvej 8 - 5683 Haarby - E-mail: he(at)haarbyefterskole.dk - Tlf.: 64 73 33 10

instagram